Det bedste i hele verden er at gå ind i Mette & Lasses værksted. Her bor der magikere – alkymister i træets verden. Og intet slår duften i et snedkerværksted.
Jeg begyndte at arbejde sammen med Egeværk i 2016, hvor de skulle have hjælp til at blive formidlet som det, de er; fyrtårne i et hvilket som helst landskab. Siden har vi været en fast del af hinandens liv, og det har været en fornøjelse og et privilegium at være med til at udvikle deres virke og forretning.
Egeværk rimer i mit hoved på pionerånd – Mette & Lasse er gudsbenådede håndværkere og hviler aldrig i deres søgen efter nye – og helt spektakulære – måder man kan bruge træet på. Jeg er stolt over at se dem repræsenterede ved toneangivende internationale gallerier og det har været en stor glæde at se dem modtage udmærkelser som Snedkerprisen og Danish Design Award.
Vores samarbejde kan bedst beskrives som en meget lang samtale, hvor vi får en forbistret masse ting fra hånden undervejs. Vi skriver, taler, diskuterer fotos, pressemuligheder, rejser til udstillinger sammen, drøfter konstant nye muligheder og retninger for Mette & Lasse kunstneriske virke. Vi suger til os af ord fra en verden, der er ny og i rivende udvikling. Arbejder os længere og længere ind i essensen af det hele.
Nedenstående er blot nedslag i vores mange projekter og produkter…